Video : Tipsbladet
Ligue 1

Pele: Mbappé behøver ikke skifte for at blive verdens bedste spiller

Pele minder om, at han heller ikke havde brug for at forlade brasiliansk fodbold for at blive den bedste i verden.

Pele har i de seneste måneder ikke lagt skjul på, at han er meget imponeret over Paris Saint Germains Kylian Mbappé, og nu har den brasilianske legende fået fornøjelsen af at møde den franske verdensmester.

Det skete i forbindelse med et sponsorarrangement i Paris for Hublot-ure, og her talte Pele med hovedstadsavisen Le Parisien. 

Her kom de ind på de rygter, som Kylian Mbappé er en del af, som sender ham til spanske Real Madrid. Pele er dog af den opfattelse, at den franske angriber ikke har brug for at skifte klub for at blive verdens bedste spiller.

- Han er ikke nødsaget til at skifte væk fra PSG. Han skal fortsætte med at spille som han gør, fordi han er ved at blive den bedste i verden. Hvis man sammenligner ham med Pelé, så skiftede Pele heller ikke fra Santos for at blive den bedste i verden, lyder det fra Pele, der omtaler sig selv i tredje person.

Brasilianeren blev da også i Santos mellem 1956 til 1974, hvorefter han skiftede til amerikanske New York Cosmos.

Desuden har Pele også tidligere sammenlignet sig selv med Mbappé, som han ser som en type, der minder meget om sig selv.