Video : Tipsbladet
Superliga

De savner tilskuere i Esbjerg: Jeg vil til enhver tid sige, at det er skuffende

Kun én gang i de seneste 15 år har Esbjerg fB haft færre tilskuere, og dengang rykkede holdet ned. Så hvorfor kommer de ikke, når klubben har succes igen, og hvordan vender EfB tendensen?

Superliga-holdenes tilskuertal går op og ned, men én ting plejer at være en sikker vej til flere stadiongængerne: sportslig succes. Men hvad så, hvis resultaterne er der, men tilskuerne ikke er?

I de seneste 15 år har Esbjerg fB kun haft et lavere gennemsnit på hjemmebanen én gang, end tilfældet var i grundspillet. Og den sæson rykkede holdet ned. Nu er EfB nummer fem og kan med rette kalde sig bejlere til både medaljer og europæisk fodbold, men tilskuertallene er ikke fulgt med.

Administrerende direktør Brian Knudsen hæfter sig ved, at der trods alt kommer en hel del flere end de 2328 i 1. division i sidste sæson og de 4409 i nedrykningssæsonen. Men han medgiver, at de aktuelle tal ikke er prangende.

- Vi er glade for alle dem, der kommer. Men jeg vil give dig ret i, der har været kampe, hvor vi har tænkt ved os selv: "Der kunne vi godt have ønsket os lidt flere", siger han til tipsbladet.dk.

Der kom eksempelvis omkring 7000 mod både FC Midtjylland og Brøndby IF i efteråret, mens FC København trak lige under 10.000. Direktøren fremhæver den andensidste hjemmekamp i grundspillet som en, hvor tilskuertallet var lavere end håbet.

- Da vi spillede mod Horsens en lørdag eftermiddag og virkelig skulle spille om en plads i top 6, kom der 3700 tilskuere. Jeg vil til enhver tid side, at det er skuffende, at sådan en kamp ikke kan trække flere tilskuere, siger Brian Knudsen.

Nogen egentlig forklaring har direktøren ikke, men han ræsonnerer sig frem til forskellige bud: Folk har en presset hverdag, det er nemt at se kampene på tv, EfB ligger en i by med både ishockey, herre- og damehåndbold på liganiveau.

- Ikke at det skal være en undskyldning, for vi skal noget længere tilbage i tiden for at finde nogle tilsvarende tilskuertal. Når det så er sagt, ligger vi lige en spids over det, vi havde budgetteret med, tilføjer han

En tung bagage
Måske er forklaringen i virkeligheden, at klubben stadig lider under de dårlige år fra 2014 til 2017, hvor den gik fra europæisk gruppespil og store millionoverskud til nedrykning og tilsvarende underskud. Dengang var EfB, sådan lidt groft sat op, kendetegnet ved for høje ambitioner og for mange dyre udlændinge. 

Resultaterne svigtede, og tilskuerne havde ingen lokale at identificere sig med. Så de blev væk. De er først nu, hvor Esbjerg har succes igen, ved at finde vej tilbage.

- Man skal gøre sig fortjent til, at folk skal komme på stadion. Der har været nogle år, hvor vi ikke har levet op til de forventninger. Ikke bare på resultaterne, men på mange parametre. Vi har været gennem en hård periode med nedrykning, og hvor fans og andre interessenter ikke mente, vi var på den rigtige vej, siger direktør Knudsen.

- Det tager tid at komme tilbage på den. Det er også derfor, vi er gået tilbage til, at spillerne som udgangspunkt skal være folk uddannet i EfB's eget akademi suppleret med spillere udefra, som skal have noget X-faktor.

- Det er så min opfattelse, at man er begyndt at komme tilbage igen. Jeg kan også høre ude i byen, at der er positiv snak. Som oprykker er vi kommet i top 6, og nu spiller vi efter en placering, hvor vi kan komme ud i Europa.

Netop derfor er den nuværende sportslige succes så vigtig. Det er den og den høje koncentration af lokale spillere, der skal få folk af huse igen, mener direktøren.

- Det viser, at vi mener det alvorligt. Men du får mig ikke til at sige, at vi skal være et fast top 6-hold nu. Man skal gøre sig fortjent til, at folk siger, at nu tror de på det her. I forårets tre kampe er der kommet 5800 i gennemsnit, og der kom lige i underkanten af 5000 i efteråret. Det fortæller, at der et potentiale, når man viser toppen af poppen i dansk fodbold. Men jeg er også enig i, at vi har et stykke vej at gå endnu.