Video : Tipsbladet
Bundesliga

Kovac inden Dortmund-brag: Disciplin er nøglen

Bayern-træner Niko Kovac vil se disciplin fra sine spillere, når de lørdag brager sammen med Borussia Dortmund.

På lørdag venter et uhyre vigtigt opgør i den tyske Bundeliga, når Bayern München og danskerklubben Borussia Dortmund mødes. Dortmund fører i skrivende stund rækken med to point ned til netop Bayern. Der resterer syv runder af sæsonen. 

Hjemmeholdet Bayern kan altså tage føringen i den direkte duel, og holdets træner, Niko Kovac, vil se en disciplineret indsats fra sine spillere på lørdag, når de møder Thomas Delaney, Jacob Bruun Larsen og resten af Borussia Dortmund. 

- Det hele handler om ansvar og disciplin. Det starter ikke nede i forsvaret, det starter langt tidligere. Du skal være klar, ligegyldigt hvor du spiller. Tag for eksempel Frankrig, de blev verdensmestre, fordi de spillede godt og stod solidt nede bag i, siger Niko Kovac på et pressemøde ifølge GOAL. 

Og selvom Niko Kovac ikke vil se frygt i øjnene på sine spillere, så skal de ifølge ham stadig være påpasselige. 

- Det bliver en interessant kamp. Det hold, der laver færrest fejl, vinder kampen, siger Niko Kovac. 

Topbraget på Allianz Arena fløjtes i gang lørdag klokken 18.30.