Video : Tipsbladet
Bundesliga

Bayern udraderer Dortmund og topper Bundesligaen

Bayern München var suveræne mod Dortmund og vandt derbyet 5-0. Dermed ligger Bayern München nu nummer et i Bundesligaen.

Et af de potentielt allervigtigste opgør i Bundesligaen denne sæson blev spillet, da Bayern München hjemme mødte Dortmund i en direkte duel om førstepladsen i ligaen.

Bayern München var tæt på at få en drømmestart, da Mats Hummels i kampens første minut kom højest på et hjørnespark, men han headede lige forbi målet. Et minut senere kunne Robert Lewandowski have scoret, hvis han havde været skarpere på sin førsteberøring.

Mats Hummels tog revanche bare otte minutter senere, da han igen vandt hovedstødsduellen på et hjørnespark. Denne gang svigtede han ikke og gjorde det til 1-0 for Bayern München.

Efter 17 minutter stod det 2-0, da Robert Lewandowski på akrobatisk vis udnyttede en kæmpefejl i forsvaret. Dette mål var Robert Lewandowskis nummer 200 i Bundesligaen.

Lige inden pausen blev det 3-0, hvor Javi Martinez på en returbold kanonerede bolden i netmaskerne.

To minutter senere scorede Serge Gnabry til 4-0. Et indlæg blev sendt direkte i panden på Gnabry, som ikke svigtede.

I anden halvleg gik tempoet markant ned, og det var tydeligt, at begge hold bare ville have kampen overstået.

Derfor skete der ikke nævneværdigt i anden halvleg, men to minutter før tid gjorde Robert Lewansowski det til slutresultatet 5-0.

Sejren betyder, at Bayern München er et enkelt point foran Dortmund med seks runder tilbage.