Video : Tipsbladet
Superliga

FC København efter kendelse: Fischer bærer ikke ansvaret for noget

Superliga-klubben FC København svarer nu tilbage mod kendelsen fra Fodbolddens Disciplinærinstans.

Både OB og Brøndby IF har fået bøder på 25.000 kroner for homofobiske tilråb, men det er alligevel en bemærkning fra Fodboldens Disciplinærinstans omkring Viktor Fischer, der har fået flest reaktioner denne fredag.

I sin redegørelse fortalte OB, at fire til seks personer sang homofobisk mod Viktor Fischer, men at langt flere begyndte at synge sangene, efter " Viktor Fischers gestikuleren mod publikum".

Det fik Fodboldens Disciplinærinstans til at skrive "at FC København-spilleren Viktor Fischer med sin gestikuleren mod OB’s fans umiddelbart efter FC Københavns scoring på en uhensigtsmæssig måde kan have medvirket til at eskalere sagens omfang."

Og den del af sagen er FC København ikke enig i.

- Det er positivt, at sagen er blevet taget op, dommen må andre vurdere. Det er vigtigt for os at understrege, at hverken FCK eller Viktor er det egentlige offer her. Vi har gjort vores holdning klar, og den står vi ved og arbejder videre ud fra. I forhold til disciplinærinstansens bemærkninger omkring Viktors “medskyldighed” i tilråbene, så er de i bedste fald ikke gennemtænkt. Vi mener absolut ikke, at Viktor bærer ansvaret for noget i den her sag ud over at bringe en vigtig debat frem og stille sig forrest i den. Det har han vores fulde opbakning til, skriver FC Københavns kommunikationschef, Jes Mortensen, til Copenhagen Sundays.

Disciplinærinstansens formand, Jens Hjortskov, påpeger over for Ritzau, at instansen ikke forsøger at gøre Fischer til medskyldig. Den del mener Hjortskov slet ikke, instansen forholder sig til, selv om den altså skriver det førnævnte omkring Fischer i sin afgørelse. I stedet handler det om, at det blev brugt til at vurdere på, om der var skærpende eller formildende omstændigheder.

- Ud fra indberetninger har vi vurderet, at før scoringen og gestikulationen var det kun et fåtal, der sang, og efter gestikulationen var det langt flere.

- Vi kan ikke udelukke, at det har haft betydning for, at det eskalerede, fordi mange flere følte sig provokeret. Vi har vurderet, at det er en formildende omstændighed, forklarer formanden til Ritzau.

VIktor Fischer og FC København møder på søndag Brøndby IF i Superligaen.