Video : Tipsbladet
Premier League

City-kreatør definitivt ude af Manchester-derby

Kevin De Bruyne når ikke at blive klar til onsdagens vigtige opgør mod Manchester United.

Manchester City skal onsdag forsøge at slå Manchester United på udebane og dermed tilbagerobre førstepladsen i Premier League. 

Det bliver dog uden midtbane-profilen Kevin De Bruyne, som desværre ikke når at blive skadesfri til opgøret. Det forklarer Pep Guardiola på klubbens twitter-profil. Belgieren pådrog sig en muskelskade i lørdagens opgør mod Tottenham, og det er endnu uvist, om han overhovedet når at blive kampklar i denne sæson. 

- Jeg er ikke klar over, hvornår han er tilbage. Vi må se, hvordan det går med ham de næste par dage, men han bliver ikke klar til i morgen. Måske kan han nå at spille en eller to kampe mere i sæsonen, og ellers må vi tage os af ham frem mod næste sæson, siger Guardiola på klubbens twitter-profil. 

Manchester-derbyet fløjtes i gang onsdag 21.00 på Old Trafford.