Video : Tipsbladet
Superliga

AGF-chef efter ny licensrangering: Vi skal have flere stjerner i fremtiden

Klubben fra Aarhus fik tre af fem mulige stjerner, da DBU første gang offentliggjorde den nye licensrangering. Klubbens talentchef håber og tror på, at man fremadrettet kan score flere stjerner.

Selv om AGF de sidste to sæsoner har vundet U17-Ligaen, var der ikke mere end tre stjerner til klubben i den nye licensrangering, som DBU offentliggjorde mandag.

Dermed ligger Superliga-mandskabet bag blandt andet Silkeborg og Lyngby, der begge er at finde i NordicBet Ligaen. En af årsagerne til, at AGF kun fik tre stjerner og ikke 3,5 som eksempelvis SIF og OB er blandt andet, at klubben ikke har været særlig god til at få talenterne indlemmet på førsteholdet.

I dette forår har David Nielsen givet flere unge spillere chancen - blandt andet Kasper Lunding - og det skal fremadrettet være med til at sikre, at AGF kommer højere op på listen end den aktuelle 11.plads, klubben ligger på.

- Vi skal have flere stjerner i fremtiden, men det er svært at sætte tal på. I år er første år, dette system gælder, så det er svært at sige hvad der skal til. Men vi vil gerne op på både tre en halv og fire stjerner, siger talentchef Allan Frederiksen til Aarhus Stiftstidende.

Som man kan se af bileldet fra DBU.dk herunder, er det ganske tæt fra Vejle på 13. pladsen op og til Silkeborg på 6. pladsen, så længere væk er AGF trods alt ikke.

De 13 øverste hold på listen er også de 13 hold, der får adgang til ligaerne i U17 og U19.