Video : Tipsbladet
Superliga

David Nielsen efter sejr i Aalborg: Vi spiller en super udekamp

David Nielsen var svært tilfreds med AGF's præstation, da de tog en 1-0 sejr på udebane over AaB denne søndag.

AGF kan ikke andet end at vinde for tiden. Søndag tog de den sjette sejr på stribe, da de vandt med 1-0 i Aalborg i den første af playoff-opgørene, der i sidste ende kan ende med kvalifikation til europæisk fodbold. 

Det var et AGF-hold, der var i fin kontrol i løbet af opgøret, og de havde også chancer til flere mål. Det glæder David Nielsen at se en så solid situation på udebane. 

- Vi spiller en super udekamp. Der var ikke så meget at sætte fingeren på, og vi kunne have scoret en enkelt eller to til. AaB ser lidt tabte ud i dag, men det er fordi vi gør stort set alt rigtigt. Det kræver meget af os, og det skal vi forsøge at gøre igen om en uge, siger David Nielsen efter kampen til TV3 MAX. 

Returopgøret om en uge afgører, hvem der møder vinderen af Sønderjyske og Randers om det videre togt mod europæisk fodbold. David Nielsen glæder sig til returopgøret og atmosfæren på Ceres Park. 

- Nu er Aarhus klar til at tage i mod AaB, ligesom Aalborg var i dag. Det kommer til at koge lidt mere på Ceres Park, end det gjorde her i dag, sagde David Nielsen.

Der er kickoff i returopgøret klokken 18.00 på søndag. 

Se hele interviewet med David Nielsen øverst i artiklen.