Video : Tipsbladet
Superliga

Fra himmel til helvede for Brøndby-målscorer: Det er noget lort

Han scorede til 1-1 i pokalfinalen, men Dominik Kaiser var også en af de Brøndby-spillere, der misbrugte i straffesparkskonkurrencen. Han havde det efterfølgende skidt.

Det var først en fremragende nedtagning på Kamil Wilczeks glimrende frispilning, og siden var det en glimrende afslutning, forbi Jesper Hansen og ind i netmaskerne til 1-1 i pokalfinalen, men der var efter opgøret ikke meget at glæde sig over for tyske Dominik Kaiser.

Han endte nemlig med at gå fra himmel til helvede i løbet af opgøret, hvor han til sidst var medvirkende til, at det var FC Midtjylland, der vandt årets pokalfinale. Sammen med Josip Radosevic misbrugte han sit spark i straffesparkskonkurrencen, mens FC Midtjylland scorede på fire af de fem spark.

- Faktisk havde jeg en god fornemmelse inden straffesparket - ikke kun på grund af målet, men det gør det lidt nemmere. Jeg har taget mange straffespark de sidste par år i Leipzig, og jeg var ofte sparker nummer et, men til sidst i dag scorede jeg ikke. Det var en god redning, og sådan er straffesparkskonkurrencer. Det er hårdt at vide, at det andet hold fejrer det nu. Det var vores store mål, specielt i den anden halvdel af sæsonen, hvor vi omkring jul vidste, det kunne blive tricky at nå toppen (i Superligaen, red.). Så det er shit at tabe cuppen, sagde tyskeren efter nederlaget.

Det er dog ikke helt slut for Brøndbys europæiske muligheder - klubben kan med to sejre i de sidste to Superliga-kampe - måske - komme op på tredjepladsen, der giver adgang til Europa, eller fjerdepladsen, der giver adgang til en playoffkamp om at komme i Europa.

- Vi har stadig en chance for at komme en plads eller to op. Vi skal have seks point, og så må vi se med modstanderne. Det var også vores mål at komme i Europa via cuppen, og den missede vi. Vi må fortsætte og tro på, at vi kan vinde de to ligakampe, sagde han.

Dominik Kaiser og Brøndby kan nu se frem mod et nyt møde med FC Midtjylland - de to klubber mødes på mandag på den københavnske vestegn i Superligaen. Brøndby runder sæsonen af med en udekamp mod OB i Superligaen.