Video : Tipsbladet
Superliga

FCN-profil i storform før EM: Tænker ikke på klubskifte

Victor Nelsson glæder sig til EM, men FCN-profilen tænker ikke så meget over, at det også kan være et fremragende udstillingsvindue.

- Jeg er klar til EM og føler mig fysisk ovenpå, men vigtigst af alt også mentalt. Jeg er toptunet og helt klar.

Så klart lyder det fra forsvarsspilleren Victor Nelsson, der naturligvis var en del af den bruttotrup, U21-landstræner Niels Frederiksen udtog tirsdag forud for sommerens EM-slutrunde i Italien. 26 navne blev udtaget, og heraf skal tre skæres fra - det bliver næppe Victor Nelsson.

FCN-spilleren er udset til at få en nøglerolle på det danske landshold, og spiller man en god U21-slutrunde, er det velkendt, at det kan åbne nogle døre til et stort klubskifte. Det er nu ikke noget, der fylder hos 20-årige Nelsson.

- Nu skal jeg passe på med, hvad jeg siger, men jeg er FC Nordsjælland-spiller lige nu, og jeg er glad for at være i klubben. Det må vi se på senere – først og fremmest har jeg en slutrunde, jeg skal forsøge at gøre det godt i, siger han og tilføjer:

- Min agent og jeg selv har en god dialog med klubben, men det er noget, vi tager efter EM. Lige nu er fokus på den sidste kamp mod FCK på lørdag og derefter EM. Man ved aldrig, hvad der sker i den her branche. 

Han medgiver, at han naturligvis håber at lande et stort klubskifte én dag i fremtiden.

- Jeg er i en klub, hvor man ryger af sted, hvis man er god nok, og beløbet er højt nok. Det er det, klubben lever af, og det kommer også for mig en dag. Om det er til sommer, om et år eller to, må vi se. Det er ikke mig, der bestemmer i sidste ende, men selvfølgelig er det en drøm for mig at komme ud i Europa, siger FCN-spilleren.

Glæder sig til EM
Victor Nelsson spillede fuld tid i alle kampe i EM-kvalifikationen, og han er dermed en stensikker starter, når det går løs ved slutrunden i Italien. FCN-spilleren har ikke en lang historik med diverse ungdomslandshold, så derfor bliver slutrunden noget særligt.

- Det bliver fedt. Det er min første slutrunde, så det bliver en fed oplevelse. Jeg har en vis erfaring på U21-landsholdet, men slutrunde er måske noget andet. Når du er deri, er det en kamp som alle andre, og så handler det om at give den fuld gas. Jeg ved, at hele truppen glæder sig, siger han.

Victor Nelsson har én FCN-kamp tilbage i kalenderen, før han kan koncentrere sig fuldt ud om EM. Det er på lørdag mod FC København i Telia Parken, og det er et opgør, hvor ingen af holdene reelt har noget at spille for. 

Alligevel overvejer Nelsson, der er anfører i FC Nordsjælland, ikke at bede om fri, så risikoen for at løbe ind i en uheldig skade udryddes. 

- Jeg trækker mig ikke i nogle dueller. Det ligger ikke i mit baghoved, at jeg skal være bange for at blive skadet, lyder det. 

Danmark skal til EM møde Tyskland. Østrig og Serbien i gruppespillet.