Video : Tipsbladet
Landshold

Optakt: Danmark - Georgien

To point i to kampe. Danmark er pisket til en sejr hjemme mod Georgien, ellers begynder det at se problematisk ud i forhold til at komme til EM i 2020.

Kampfakta:
Kampstart: Mandag klokken 20.45
Spillested: Telia Parken, København
Dommer: Robert Schörgenhofer (Østrig)
På TV: Kanal 5
Hashtag: #dangeo #landsholdet

Holdnyt:
Danmark:
Det endte desværre for Åge Hareide og det danske landshold med uafgjort 1-1 hjemme mod Irland i fredags, og dermed står Danmark noteret for to point efter de første par gruppekampe. Det danske hold skal have tre point hjemme mod Georgien mandag, ellers begynder der for alvor at være pres på i en gruppe, hvor Irland har taget syv point for tre kampe, mens Schweiz noteret sig for fire i to kampe.

Danmark skabte masser af muligheder mod Irland, men tog ikke chancerne, og spørgsmålet er, om og eventuelt hvor meget landstræneren ændrer på holdet. Nicolai Jørgensen fortsætter med at være uskarp i front - omend han heller ikke får meget at arbejde med - og både Martin Braithwaite og Yussuf Poulsen kommer i gode positioner, uden dog at have kvalitet nok i afslutningerne.

Mod Georgien bør Pierre Emile Højbjerg få endnu en chance fra start, efter han igen leverede en fremragende præstaiton, da han kom ind fra bænken og scorede Danmarks mål mod Irland. Jens Stryger Larsen så meget træt ud sidst i opgøret mod Irland, så det er også en mulighed, at han får et hvil, mens Nicolai Jørgensen grundet den dårlige præstation måske også kan være at finde på bænken mod Georgien.

Georgien:
Georgien er ikke noget dårligt hold. Tre kampe har givet tre point i alt, efter holdet slog miniputnationen Gibraltar med 3-0, mens det er blevet til smalle nederlag på 0-2 og 0-1 til henholdsvis Schweiz og Irland, så det er et hold, der kan forsvare.

I Telia Parken vil mandskabet helt sikkert også forsøge at forsvare sig til et point, og det vil mandskabet med flere nuværende og tidligere Superliga-navne i truppen.

Saba Lobjanidze fra Randers og Lasha Paranushvili fra Esbjerg er med i Georgiens trup, og også tidligere Esbjerg-back Otar Kakabaze er at finde i landstræner Vladimir Weiss' trup. Generelt er der et godt miks af unge og ældre spillere, og det lader til, at man er i gang med at prøve og bygge en ny landsholdsgeneration op.

Mens Danmark spillede 1-1 med Irland, vandt Georgien som tidligere nævnt med 3-0 over Gibraltar.

Karantæne:
Danmark: Ingen
Georgien: Ingen

Bud på startopstillinger:
Danmark (4-3-3): Schmeichel - Dalsgaard, Kjær, Christensen, Stryger Larsen - Eriksen, Højbjerg, Delaney - Poulsen, Dolberg, Braithwaite

Georgien (4-2-3-1): Loria - Kakabaze, Kashia, Grigalava, Kharabaze - Kvekveskiri, Kankava - Merebashivili, Gvilia, Kvaratskhelia - Arveladze

Profilen:
Af Superliga-kenderne er det Otar Kakabadze, der ventes at få en rolle i opgøret mod Danmark. Han er en lynhurtig back, der gerne blæser frem og bidrager i angrebet, så Jens Stryger Larsen, eller hvem der skal spille venstre back på landsholdet, skal ganske enkelt passe på, for kommer han først i fart, Kakabaze, er der ikke mange, der kan følge med. Til gengæld har han svagheder i defensiven, så hvis Danmark rent faktisk formår at have noget spil i venstre side af banen, kan man udnytte Kakabadzes svagheder.

Vidste du, at..:
Danmark og Georgien har mødt hinanden tre gange tidligere. To gange er det endt med dansk sejr - en enkelt er endt 2-2. Sidst, de to hold mødtes, var i Aalborg i 2013. En testkamp. Her vandt Danmark med 2-1 efter en scoring af Christian Eriksen direkte på frispark bare et par minutter før tid. Eriksens første landsholdsmål på dansk grund.

Dom:
Presset er på Danmark, og der er ingen tvivl om, at Georgien kommer for at forsvare det ene point.

Georgien er ikke i nærheden af at være et lige så godt landshold som Irland, men det er alligevel en tricky modstander, der står godt på banen og kan forsvare sig.

Kan det danske hold skabe samme antal muligheder som mod Irland, bør det være nok til en dansk sejr. Vi tror på, at det lykkes at prikke et par stykker i nettet, og at Danmark kommer fra opgøret med en tiltrængt sejr.

2-0. 

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: