Video : Tipsbladet
Superliga

Kenneth Andersen om transfers: Et spørgsmål om at få samlet holdet

FC Midtjyllands cheftræner Kenneth Andersen påpeger, at man i øjeblikket er i en fase, hvor der kan ske noget i forhold til transfervinduet.

I FC Midtjylland tog Kenneth Andersen skridtet op fra en tilværelse som ungdomstræner i FC Midtjylland til et liv som cheftræner for klubbens Superliga-hold. Nu er han i gang med den første sommer-opstart med midtjyderne.

Her havde FCM-spillerne fysiske test mandag, mens tirsdag bød på den første rigtige træningsdag med bold og græs under støvlerne med forberedelserne frem mod en ny sæson. Den første dato, der stikker ud i kalenderen for midtjyderne er 28. juni, hvor der venter en testkamp mod EfB, hvorefter man tager på en træningslejr i Polen.

Her møder man hollandske Vitesse Arnhem og polske Lech Poznan, men meget er stadig et åbent spørgsmål for Kenneth Andersen, som ikke ved, hvordan truppen kommer til at se ud for den kommende sæson. Det fortæller han i et interview på FC Midtjyllands officielle hjemmeside.

- Lige nu er vi i den fase, hvor der kan ske noget i forhold til transfervinduet, så det er klart, at det er et spørgsmål om få samlet holdet og truppen igen. Og så skal vi finde ud af, på hvilken måde vi vil gribe tingene an, når Superligaen starter igen, siger Kenneth Andersen.

I forvejen har klubbens bestyrelsesformand Rasmus Ankersen påpeget, at der nok bliver solgt flere end der kommer ind, og her har der blandt andet været rygter om et salg af Paul Onuachu, der er afsted med det nigerianske landshold til Africa Cup of Nations.

Han slår endvidere fast, at fokus i øjeblikket er på det fysiske, som man gerne vil tilpasse i forhold til de områder, man gerne vil arbejde med i det offensive og defensive. Derudover kan han også fortælle, at det ikke er alle i FCM-truppen, der er mødt op endnu, da de har været afsted med deres respektive landshold.

FC Midtjylland skyder den kommende Superliga-sæson i gang 12. juli, hvor de møder EfB på hjemmebane, hvilket også var det hold, som de lukkede den seneste sæson ned mod.