Video : Tipsbladet
Benelux

Barcelona dropper De Ligt-interessen: Lønkravet var for højt

I stedet ser det ud til, at Matthijs de Ligt vælger Juventus, som han var med til at slå ud af Champions League med et hovedstødsmål i den seneste sæson.

Det hollandske forsvarstalent Matthijs de Ligt har i mere end et halvt år været rygtet til en række europæiske storklubber. Det har heriblandt været FC Barcelona, der allerede har gaflet Frenkie de Jong fra De Ligts nuværende klub, Ajax.

Dog lader det ikke til, at Barcelona er klar til at genforene de to spillere. Det skriver den spanske sportsavis Marca.

Her bliver der peget på, at den catalanske storklub slet ikke er klar til at betale det lønkrav, som De Ligt kommer med. Det skulle eftersigende lyde på 90 millioner kroner om året for den 19-årige midterforsvarer.

Samtidig skulle prisen for ham være på 560 millioner kroner, og dermed vil de samlede udgifter i forbindelse med sådan en handel løbe op i alt for stor en sum, mener Barcelona-ledelsen, ifølge avisen.

Derimod lader det til, at de italienske mestre fra Juventus er villige til at indgå i de krav, som De Ligt og hans agent Mino Raiola har stillet op, og de skulle være klar til at give ham en fem årig kontrakt og betale den efterspurgte pris.

I Barcelona mangler man heller ikke midterforsvarere, da man allerede har Gerard Pique, Clement Lenglet, Samuel Umtiti og Jean-Clair Todibo på holdet, som skal slås om spilletid med hinanden i den kommende sæson.