Video : Tipsbladet
Serie A

Juventus vil have brasiliansk stortalent: Prisen kan dog blive et problem

Juventus' sportsdirektør Fabio Paratici lader til at være i forhandlinger om Flamengos 17-årige Reinier.

De italienske mestre fra Juventus arbejder angiveligt både på at hente Adrien Rabiot og Matthijs de Ligt, men det er ikke kun de mere eller mindre etablerede spillere, der er på vej til Torino. Det gælder også fremtidens stjerner, forlyder det nu.

Italienerne arbejder nemlig eftersigende på at hente den blot 17-årige brasilianer Reinier til klubben. Det melder den italienske sportsavis La Gazzetta dello Sport.

Reinier spiller til daglig for Flamengo i hjemlandet, og de har tilsyneladende ikke tænkt sig at lade deres stjernefrø forlade klubben for småpenge. Deres pris for den unge spiller skulle ligge i omegnen af 260 millioner kroner.

Ifølge avisen har Juventus' sportsdirektør Fabio Paratici været i forhandlinger med netop Reiniers agent, og det ser ud til, at der er langt mellem parterne, da Juventus kun skulle være klar til at betale 110 millioner kroner for spilleren.

Reinier bliver først 18 til januar, og han har spillet ni kampe for det brasilianske U17-landshold, hvor det er blevet til fem mål og én assist.