Video : Tipsbladet
Landshold

Albert Capellas' store mulighed: Jeg føler mig klar

Danmarks nye U21-landstræner ved godt, at det er en stor trænermulighed, han har fået.

Det bliver spanske Albert Capellas, der fremover skal være træner for det danske U21-landshold, og spanieren har en fortid som træner på FC Barcelonas akademi, ligesom han har været assistenttræner i Brøndby.

Nu skal han så prøve sig af i sin første rigtige cheftrænerjob som dansk U21-landstræner, og Albert Capellas er begejstret over udsigten til at arbejde med den danske talentmasse.

- Det er en stor udfordring for mig og for min karriere. Jeg vil gøre alt for at hjælpe dansk fodbold, siger U21-landstræneren og forklarer senere:

- Jeg føler mig klar. Jeg har været træner længe. Jeg har valgt at være assistenttræner mange steder, fordi jeg ville have følelsen af at være i Champions League, fordi jeg ville lære af de bedste trænere. Jeg føler mig klar, og jeg har meget erfaring.

Capellas er inspireret af Johan Cruyff. Det vil sige et højt presspil, hvor man gerne vil vinde bolden højt på modstanderens banehalvdel og ikke mindst være i kontrol med bolden. Han nævner også Pep Guardiola, der står for nogle af de samme dyder. Og han har accepteret at være assistenttræner for at komme tæt på de bedste trænere og de største turneringer.

Nu skal han så implementere sine ideer på det danske U21-landshold.

- Du siger, jeg er en offensiv træner, men for at være helt ærlig er mit mål som træner at have bolden langt væk fra vores mål. Det er defensivt. For os handler det om at scoute efter gode spillere og sikre, at de hurtigt forstår, hvordan vi skal spille. Det handler om teknik, at de kan tænke hurtigt, og at de vil have bolden og ikke er bange for at spille.

- Det er jo sådan, at spillerne er de vigtige. Det er dem, der vinder, og trænerne, der taber. Derfor er det vigtigt, at vi er tydelige og gør det nemt. Vi har kun få dage til at forberede dem til kamp, så det bliver kun de vigtigste ideer, vi giver dem. Så det handler om at være kloge og undgå at give for mange informationer, så vi ikke læsser for meget på spillerne, siger Albert Capellas.

Han og DBU's talentudviklingschef, Flemming Berg, kender hinanden fra deres fælles fortid i Brøndby, og de har derfor holdt kontakten ved lige. 

Nu handler det for Capellas om at lære alle spillerne at kende og finde ud af, hvem der passer til stilen.

- Vi er allerede begyndt at se kampe, og det var også derfor, at vi tog til Italien (U21-EM, red.). Jeg var U17-træner i Brøndby, så jeg lærte også nogle spillere at kende i den periode. Steffen og jeg har allerede talt med folk og set mange spillere, så vi har lavet en liste, og vi er vel halvvejs. For mig er det vigtigt, at vi finde de rette til den måde, vi skal spille på, siger Capellas.

I første omgang har han og Steffen Højer, assistenttræner, fået en kontrakt, der løber til sommeren 2021. Aftalen kan opsiges i december 2020, hvis Danmark ikke kvalificerer sig til U21-EM i 2021.