Video : Tipsbladet
Superliga

FC København leder efter ny assistenttræner

FC København vil ansætte en ny assistenttræner efter Jacob Neestrups exit.

Der er blevet en plads ledig ved siden af Ståle Solbakken på FC Københavns trænerbænk, efter at Jacob Neestrup er stoppet som assisterende træner for at blive cheftræner i Viborg FF. Den aftale blev meldt ud i sidste uge.

Ståle Solbakken sigter efter, at den ledige plads nok skal blive besat, men foreløbig må han klare sig med assistance af Bård Wiggen, der stadig er assistenttræner i den danske mesterklub. Også fysisk træner Anders Storskov og målmandstræner Kim Christensen er med på bænken under kampene. 

- Ja, jeg skal nok bruge en ny assistent, men vi har ikke noget stress. Vi har fire trænere nu. Det er ofte sådan med de trænere, der kommer fra ungdomsholdet, at de skal bruge seks måneder på at læres op, så Jacob var rigtig god i de sidste seks måneder. Nu må vi så bare lære en ny op, siger Solbakken.

Han er samtidig glad for, at Jacob Neestrup har fået chancen som cheftræner i Viborg FF, der ventes at være en af bejlerne til at rykke op i Superligaen i den kommende sæson.

- Vi er glade for at uddanne trænere, som andre danske klubber kan bruge, og Viborg er en traditionsklub. Vi håber, det går ham godt, så han ikke står og banker på døren igen, lyder det fra Ståle Solbakken.

Jacob Neestrup er blevet ansat på en funktionæraftale i Viborg FF.