Video : Tipsbladet
Landshold

Argentina klar til storkamp i Copa America: Møder Brasilien i semifinalen

Argentina klarede skærene mod Venezuela i kvartfinalen i Copa America, og nu møder de arvefjenderne fra Brasilien i semifinalen.

Argentina havde det særdeles svært efter de to første kampe i gruppespillet af årets Copa America-slutrunde, hvor man kun havde ét point, men nu er Messi og Co. klar til semifinalen mod ærkerivalerne fra Brasilien.

Det kom de efter en 2-0-sejr over Venezuela i kvartfinalen, som blev spillet i varme omgivelser på det verdensberømte Maracanã-stadion i Rio de Janeiro.

Vejen til sejren blev allerede fundet efter 10 minutters spil, da en afslutning fra Sergio Agüero blev styret i mål af Inters Lautaro Martinez til 1-0 med en lækker hælafslutning, og så var de allerede godt på vej, selvom de venezuelanske modstandere flere gange prøvede på at bide tilbage.

Det kunne man eksempelvis se efter 70 minutter, hvor Venezuela tilspillede sig en kæmpe mulighed, da Stabæk-spilleren Ronald Hernandez blev spillet helt fri, men her kom Armani i det argentinske mål imellem og reddede nok engang skindet for Argentina. Han snuppede tidligere i turneringen også et straffespark mod Paraguay, som gav ét point.

Få minutter efter fejlede Venezuelas målmand Wuilker Farinez, så det baskede, da han parerede bolden lige ud til Lo Celso efter en afslutning fra distancen af Sergio Agüero, som førte til målet til 2-0. Dermed blev målmændene meget afgørende for kampen.

Semifinalen i Copa America mellem Brasilien og Argentina spilles natten til onsdag i Belo Horizonte.

Brasilien og Argentina har mødt hinanden 110 gange i løbet af historien, og her er det blevet til 40 brasilianske sejre, 38 argentinske sejre og 32 uafgjorte.