Video : Tipsbladet
Superliga

Horsens-back forventer hård kamp om overlevelse: Det vil være en succes

Thomas Kortegaard mener, at overlevelse i den kommende sæson vil være en succes for AC Horsens.

AC Horsens sikrede sig endnu en sæson i Superligaen, da de besejrede Vendsyssel FF i playoffkampene, og at sikre sig overlevelse i den bedste danske række er også målet i den kommende sæson.

I den kommende sæson vil Superligaen med sikkerhed have tre nedrykkere, da Superligaen skal reduceres til 12 hold, og der venter en hård kamp om overlevelse.

Det forventer alsidige Thomas Kortegaard, der mener, at overlevelse vil være en succes for AC Horsens. Det fortæller den 34-årige back i et interview med Horsens Folkeblad.

- I sidste sæson overlevede vi lige akkurat, så hvis vi kan klare frisag i en sæson med tre direkte nedrykkere, vil overlevelse være en stor succes. Vi er vel seks-syv klubber, der skal kæmpe om at undgå de tre nedrykningspladser, så det bliver en hård kamp, siger Thomas Kortegaard.

Kortegaard fortæller endvidere, at han ikke er bekymret over den store udskiftning i AC Horsens denne sommer, hvor klubben har vinket farvel til profiler som Sammy Skytte, Søren Reese, Mads Juel Andersen og Mathias Nielsen. AC Horsens bliver færdige med at sammensætte truppen senere end andre klubber, og det har de vænnet sig til, fortæller han.

Thomas Kortegaard og kompagni indleder Superliga-sæsonen mod FC Nordsjælland på hjemmebane den 14. juli.