Denis Vavro er rygtet til italienske Lazio, og nu er der tilsyneladende sket en udvikling i sagen. De to klubber skulle have forhandlet sig frem til en transfersum, der løber op i 12,5 millioner euro, hvilket er meget tæt på de 13 millioner euro, københavnerne forlangede.
Det skriver det italienske medie Corriere dello Sport. Mediet skriver, at Serie A-klubben har fulgt den slovakiske forsvarsspiller siden maj, men det var først i sidste uge, at interessen blev kendt.
Nu mangler parterne bare at blive enige om betalingsmåden, inden handlen kan gå igennem for den store forsvarsspiller, som kom til FC København i sommeren 2017.
Siden ankomsten er det blevet til 61 Superligakampe for den 23-årige forsvarsspiller.