Video : Tipsbladet
Superliga

Dal Hende venter på salg: Det falder på plads, når det rette tilbud er der

Superliga-klubben FC Midtjylland har hentet ny venstre back, fordi forventningen er, at Marc Dal Hende skal sælges. Det er ikke sket endnu, men Dal Hende selv er fortrøstningsfuld.

Venstre back Marc Dal Hende fra FC Midtjylland er stadig i venteposition.

Parterne er sådan set blevet enige om, at denne sommer er et oplagt tidspunkt at sige farvel til hinanden på, men det kræver samtidig også, at der er en klub, der ønsker at aftage Dal Hende.

Og det har der ikke været indtil videre.

Den målfarlige FC Midtjylland-spiller er dog fortrøstningsfuld i forhold til at få en afklaring på fremtiden - også selv om det formentlig betyder, at han ikke får kamptid i benene for FCM.

- Det er selvfølgelig ikke optimalt, hvis jeg skal gå her uden at spille frem til slutningen af august, men jeg har det også sådan, at en måned fra eller til skal ikke være det afgørende. Det falder på plads, når det rette tilbud er der, siger Marc Dal Hende til Herning Folkeblad.

Den 28-årige venstre back har en fortid i blandt andet SønderjyskE og FC Vestsjælland. Han drømmer om at komme til udlandet.