Video : Tipsbladet
Superliga

Frustreret AGF-angriber: Pisser mig af at det er simple boldtab vi laver

Ifølge Patrick Mortensen gjorde AGF-mandskabet det nemt for Hobro i aftnens Superliga-kamp, da holdet lavede for mange simple boldtab.

Hobro IK og AGF har netop rundet den første runde af 3F Superligaen af med at spille uafgjort. 

Hjemmeholdet bragte sig foran i anden halvleg, da Emmanuel Sabbi omsatte en ud af mange Hobro-omstillinger til mål. Og netop omstillingerne var AGF-angriber Patrick Mortensen træt af efter kampen. Ifølge ham skulle udeholdet have vundet kampen, men de gjorde det svært for sig selv ved at lave for mange simple boldtab. 

- Jeg synes vi gør det svært for os selv. Jeg synes vi smider alt for mange lette bolde, og det gør de får en masse omstillinger, og det vidste vi, at de var farlige på, og det får de igen bevist i dag, og det pisser mig sgu lidt af, at det er sådan nogle simple boldtab, vi laver. Det må vi simpelthen ikke lave på det her niveau, og det koster i dag. Og så koster det også, at vi ikke er skarpe nok.

- Jeg synes over hele kampen, at vi har nok chancer til at lave i hvert fald to mål, siger han ifølge TV3 Sport. 

Angriberen siger samtidig, at holdet må kigge fremad og understreger, at sæsonen først lige er gået i gang, så det handler om at komme videre. 

Næste gang AGF skal i aktion er allerede på fredag, hvor de skal en tur til Telia Parken, hvor de forsvarende mestre fra FCK venter.