Video : Tipsbladet
Premier League

Forlængede kontrakten i marts: Nu vil City lade forsvarer gå gratis

Eliaquim Mangala er helt ude i kulden hos Manchester City, der bare gerne vil af med franskmanden.

Det vakte en vis undren, da Manchester City i starten af marts kunne annoncere, at Eliaquim Mangala havde forlænget sin kontrakt med et år, og nu må det i endnu højere grad undre.

Franskmanden, der i 2014 var den dyreste forsvarsspiller i Premier League efter sit skifte fra Porto, var ikke i nærheden af spilletid hos den engelske storklub, da han forlængede sin aftale – og selvom Vincent Kompany sidenhen har vinket farvel til Manchester City, har det ikke hjulpet på mulighederne for spilletid.

Manchester City har således ikke valgt at tage den 28-årige midterforsvarer på klubbens træningslejr til Asien, og ifølge Daily Mail kan Eliaquim Mangala endda få lov til at forlade klubben ganske gratis.

Rygterne går på, at der er interesse i forsvarsspilleren fra klubber i Portugal og Tyrkiet, og tidligere på sommeren forsøgte Porto at hente ham tilbage til klubben.

Manchester City har angiveligt stadig interesse i at tilknytte Harry Maguire, men det er tvivlsomt, om de engelske mestre vil betale den høje pris, Leicester forlanger for landsholdsspilleren.