Video : Tipsbladet
Superliga

Riddersholm er vild med ung tysker: Skal stadig lære en del

Glen Riddersholm kan se masser af potentiale i Justin Plautz, men det defensive halter endnu, forklarer cheftræneren.

Ved slutningen af sidste sæson præsenterede Sønderjyske den tyske back Justin Plautz i truppen, og selvom han stadig har sin debut i Superligaen til gode, så har klubbens cheftræner Glen Riddersholm store planer med ham.

Det forklarer han i et interview med Der Nordschleswiger.

- Justin (Plautz red.) er en ung spiller, som ikke skal spille for os med det samme. Han skal først vænne sig til holdet, men vi har ikke hentet ham uden grund. Vi kan se en masse potentiale i ham, som vi håber på at vi kan udvikle i de kommende år i Sønderjyske. Han er fremtidens spiller, siger Riddersholm.

Det er særligt de offensive evner, som Sønderjyske-cheftræneren ser frem til at vise frem på banen i Haderslev, mens der er noget at lære, når de andre har bolden, påpeger han ligeledes.

- Justin er en interessant, dynamisk back, som kan spille på begge sider med stor kvalitet, og så sparker han gode frispark. Men han skal stadig lære at tage bedre beslutninger i det defensive, forklarer Glen Riddersholm om sin tyske spiller.

20-årige Justin Plautz kom til Sønderjyske fra Werder Bremen, hvor han dog aldrig fik spilletid på førsteholdet.