Video : Tipsbladet
Generelle

Holbæks nye stadion er 15 centimeter for smal: Det grænser til en parodi

Holbæk er rykket op i 2. Division, men spiller den kommende sæson på dispensation, fordi det spritnye stadion er 15 centimeter for smal og 18 centimeter for kort.

Regler er regler, men nogle gange kan man som fodboldklub godt blive lidt irriteret over, at reglerne skal være så rigide.

Sådan tænker de måske i Holbæk B&I, der netop er rykket op i 2. Division. Og sådan tænker de helt sikkert i Holbæk Kommune, efter man har lavet lidt af en bommert.

Klubben har nemlig været nødsaget til at få dispensation af DBU, fordi banen på det nye stadion i Holbæk Sportsby - der er ejet af Holbæk Kommune og drives af Holbæk Sportsby A/S - er 15 centimeter for smal og 18 centimeter for kort.  

Det skriver Nordvestnyt - der er en del af Sjællandske Medier - og en version af historien ligger også online nu.

Og da man kun kan få dispensation én gang, skal Holbæk B&I senest fra sæsonen 2020/2021 have udvidet banen, ellers kan man ikke spille på stadion fremadrettet.

- Det er simpelthen ikke godt nok. Det grænser til en parodi. Det svarer jo til, at man laver en badmintonbane for lille, siger salgs-& kommunikationschef i Holbæk B&I, Asger Madsen, til Nordvestnyt om anlægget.

Stadion ligger som nævnt i Holbæk Sportsby, et nyt område i Holbæk, hvor mange idrætsforeninger nu holder til, og hvor der er mange forskellige sportsfaciliteter.

Nu er man fra Holbæk Sportsby A/S' side altså nødsaget til at finde en løsning på problemet fremadrettet, og der skal ifølge avisen gøres et større arbejde for at finde de få centimeter, stadion mangler, da der også er sikkerhedskrav i forhold til, hvor langt banen skal være fra hegn og bander.

Direktør og bestyrelsesmedlem i Fonden Holbæk Sportsby, Carsten Damgaard, siger til avisen, at man får løst problemet hurtigst muligt, og at man forventer, det kan lade sig gøre at fikse det i løbet af efteråret.

Avisen skriver, at man bliver nødt til helt at flytte hegnet, der er opført rundt om banen, for at få en bane, der passer til DBU's krav.

Ifølge Carsten Damgaard er det entreprenøren, ikke sportsbyen, der skal betale regningen.