Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: FC Nordsjælland - Esbjerg fB

FC Nordsjælland spiller sæsonens første hjemmekamp mod Esbjerg, der muligvis er trætte i benene efter en kamp i Hviderusland torsdag.

Kampfakta:
Kampstart: Søndag klokken 14.00
Spillested: Right to Dream Park, Farum
Dommer: Sandi Putros 
På TV: Eurosport 2 
Hashtag: #fcnefb #sldk 

Holdnyt:
FC Nordsjælland:
Flemming Pedersens mandskab bed ganske fint fra sig, men måtte indkassere et 1-2-nederlag på udebane til FC Midtjylland i seneste runde. Dermed kom holdet ned på jorden igen efter den flotte 3-0-sejr over AC Horsens i premieren, men alt i alt har det været en meget lovende sæsonstart for Farum-klubben.

Nu venter sæsonens første hjemmekamp, og det bliver kulminationen på en travl uge i FC Nordsjælland.

Tirsdag bekræftede FC Nordsjælland langt om længe salget af Andreas Skov Olsen til Serie A-klubben Bologna, og torsdag havde FCN også en ting at melde ud - eller rettere sagt seks ting. FC Nordsjælland har nemlig brugt nogle af de mange penge, der er kommet ind på transfers, på at forlænge med seks spillere.

Abu Francis, Mathias Rasmussen, Tochi Chukwuani, Oliver Villadsen, Maxwell Woledzi og Isaac Atanga har fået nye, længerevarende aftaler med FC Nordsjælland.

Foreløbig har FC Nordsjælland blot købt en enkelt spiller denne sommer, og det er Kian Hansen, der meget vel kan debutere i søndagens kamp mod sin tidligere klub. Han er for første gang med i truppen, så spørgsmålet er, om FCN går over til at spille med tre stoppere, eller om han afløser Abdul Mumin eller Ulrik Yttergård Jenssen i en 4-4-2. 

Mohammed Kudus er ikke meget klar, mens Clinton Antwi glider ud af truppen i forhold til mødet med FC Midtjylland. 

Esbjerg fB:
De forsvarende bronzevindere er uden sejr i de første to kampe, men det største flop leverede Esbjerg fB torsdag aften, hvor holdet mødte Shakhtyor Soligorsk fra Hviderusland på udebane i Europa League-kvalifikationen. 

Esbjerg leverede en skidt præstation og tabte 0-2, og dermed trækker det op til, at vestjyderne ikke bliver andet end et lille pausekomma i denne sæsons Europa League. De skal gøre det meget bedre i returkampen på torsdag, og de skal gøre det meget bedre søndag mod FC Nordsjælland, hvis det ikke skal blive til et nederlag i Farum.

Ligesom FC Nordsjælland har Esbjerg tabt knebent FC Midtjylland, og senest blev det til et point mod Hobro. Både FCM og Hobro scorede mod Esbjerg i slutminutterne, så deri består også et arbejde for John Lammers' mandskab.

Den hollandske træner kan glæde sig over en næsten skadesfri trup. Tredjekeeper Mads Kikkenborg er den eneste der er sorteret fra i forhold til vestjydernes Europa League-kamp i torsdags. 

Karantæner:
FC Nordsjælland: Ingen
Esbjerg fB: Ingen

Bud på startopstillinger:
FC Nordsjælland (4-3-3): Larsen - Aaquist, Hansen, Jenssen, Rasmussen - Francis, Christensen, Kofod - Atanga, Damsgaard, Donyoh

Esbjerg fB (4-3-3): Højbjerg - Anyembe, Austin, Halsti, Lauridsen - Lungi, Parunashvili, Kauko - Kristensen, Yakovenko, Soiri

Profilen:
Isaac Atanga har fået en fremragende start på sæsonen og har været afgørende i de første to kampe. Ghaneseren lever især højt på sin hurtighed, og han kan meget vel blive en mundfuld for Rodolph Austin og Markus Halsti, der ikke er blandt de hurtigste midstoppere på kloden. Finder vestjyderne opskriften til at stoppe Atanga?

Vidste du, at..:
Kian Hansen står noteret for 132 kampe for Esbjerg fB, og han scorede ikke i en eneste af dem. Han scorede heller aldrig for Nantes, som han blev solgt til fra EfB. Først i marts 2018 - ti år efter sin debut som profefssionel - scorede Kian Hansen sit første mål. Det var for FC Midtjylland mod Silkeborg IF. 

Dom:
Man må ikke håbe, at Esbjerg-spillerne har trætte ben efter midtugens kamp, for de kommer til at løbe stærkt søndag eftermiddag. Det store spørgsmål er, om vestjyderne kan følge med de rappe FCN-spillere. Umiddelbart har FC Nordsjælland en lille fordel, og vi tipper en smal hjemmesejr på 2-1.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: