Video : Tipsbladet
Champions League

Brasilianer ophæver i Inter og rykker til Kina

Joao Miranda får ophævet sin kontrakt i Inter og rykker i stedet til kinesiske Jiangsu Suning.

I Atletico Madrid var Diego Godin og Joao Miranda en frygtet forsvarsduo år tilbage, men det tidligere stopperpar bliver ikke genforenet i Inter.

I 2015 skiftede Miranda ellers til Inter. Men efter at Diego Godin er kommet til klubben denne sommer, er Miranda kommet i overskud, og han forlader nu klubben. Det bekræfter Inter på sin hjemmeside.

Miranda og Inter har valgt at ophæve kontrakten efter gensidig aftale, så den brasilianske forsvarsspiller kan skifte til kinesisk fodbold. Her skal han fremover tørne ud for Jiangsu Suning, der ligesom Inter er ejet af Suning Group.

I Jiangsu Suning skal Miranda spille sammen med italienske Eder, som også spillede i Inter fra januar 2016 til sommeren 2018, samt landsmanden Alex Teixeira. Kineserne har også italienske Gabriel Paletta i truppen.

Ifølge flere italienske medier har 34-årige Miranda skrevet under på en treårig kontrakt med Jiangsu Suning.

Joao Miranda nåede 121 kampe for Inter og har som bekendt tidligere spillet for Atletico Madrid. Han står også noteret for 58 landskampe for Brasilien.