Video : Tipsbladet
Europa League

De Rossi efter skifte: Jeg har været vild med Boca, siden jeg var dreng

At skifte til Boca Juniors er en drøm, der går i opfyldelse for Daniele De Rossi.

Efter næsten to årtier i AS Roma har Daniele De Rossi valgt at forlade Italien til fordel for Boca Juniors i Argentina.

I Boca Juniors bliver han genforenet med sin tidligere holdkammerat Nicolas Burdisso, som spillede i AS Roma fra 2009 til 2014 og nu er sportsdirektør i Boca Juniors. Men det er ikke den eneste grund til, at Daniele De Rossi tager til Argentina.

Han har altid været vild med klubben, fortæller han i en video, Boca Juniors har delt ifølge Goal.

- Mit hjerte tilhører Roma, men jeg har været vild med Boca, siden jeg var dreng. På grund af Diego Maradona, på grund af stadionet - jeg elsker stadionet, og jeg elsker fansene, der er lidenskabelige, fortæller Daniele De Rossi og fortsætter:

- Det er en klub, der er grundlagt af italienere, og det har fået mig til at føle mig hjemme. Det er en stor klub, man kan tro på. Jeg ville meget gerne tage til Amerika, men at gå opad trappen og gå ud på La Bombonera (klubbens stadion, red.) med Boca-spillerne - det vil være en fornøjelse. Det vigtigste i livet er at være i stand til at nå alle ens drømme. Tak, Boca.

Daniele De Rossi, 36 år, har spillet 616 kampe for Roma. Derudover har han spillet mere end 100 kampe for det italienske landshold.