Video : Tipsbladet
Superliga

Afklaret Lyngby-træner: Skal lære hurtigt i denne liga

Lyngby-træner Christian Nielsen fastslår, at Lyngby skal tage ved lære af nederlagene i Superligaen.

Lyngby er kommet ned på jorden igen efter den flotte sejr over AaB i første runde af Superligaen. I mandags blev det til et 4-1 nederlag til OB, og fredag fik Lyngby ørerne i Mart Lieder-maskinen, da de tabte hjemme med 0-3 til Sønderjyske. 

Hjemmeholdet var ellers godt med i kampen og havde store chancer ved stillingen 0-0 og 0-1. Christian Nielsen fastslår dog, at Lyngby skal tage ved lære af de hårde oplevelser, der kan komme i Superligaen. 

- Vi skal lære hurtigt i den her liga og blive klogere fra kamp til kamp. Vi skal bruge vores kræfter bedre, og det skal vi gøre ved at blive bedre til at læse kampbilledet. I dag er vi jo med langt hen af vejen, og vi har bestemt vores momenter.

- Kynismen er bare benhård. Sønderjyske kender deres besøgelsestid, og de straffer os hårdt i omstillingerne. Det er lige ved og næsten, siger Christian Nielsen efter kampen til TV3 Sport. 

Lyngby har nu en kamppause på ti dage, inden AGF kommer på besøg.