Video : Tipsbladet
Superliga

Avis: FC København har budt på spansk midtbanespiller

FC København har rettet blikket mod en spansk midtbanespiller, og et bud på omtrent 30 millioner kroner er blevet sendt afsted.

Salget af Robert Skov har efterladt et tomrum hos FC København, og Ståle Solbakken vil kun erstatte ham med en klassespiller.

En sådan lader den danske mesterklub nu til at have fundet i spansk fodbold, for ifølge el Periódico de Aragón har FC København sendt et bud afsted til Real Zaragoza.

Lokalavisen rapporterer i dag, at FC København har set sig varme på Pep Biel, og de har vurderet den 22-årige spanier til at være omtrent 30 millioner kroner værd på nuværende tidspunkt. 

Real Zaragoza ser nu nærmere på buddet, der vil give den spanske klub 19 millioner kroner i første omgang, mens yderligere 11 millioner kroner lander næste sommer. Derudover kan det samlede beløb nå helt op på omtrent 37 millioner kroner, hvis flere klausuler bliver opfyldt.

22-årige Pep Biel har spillet de fleste af sine kampe for Real Zaragoza på den offensive midtbane, men han er også blevet brugt på højrekanten, hvor FC København formentlig vil gøre brug af ham.

Han har kontrakt med den spanske klub frem til sommeren 2022.