Video : Tipsbladet
Superliga

Omdiskuteret målsparksfinte forbydes fra den kommende runde

Den målsparksfinte, man især så AC Horsens praktisere på Brøndby Stadion, forbydes.

Den lille finte ved målspark, som AC Horsens benyttede sig flittigt af på Brøndby Stadion søndag, forbydes fra den kommende runde i Superligaen.

Flere gange undervejs i kampen, som jyderne overraskende vandt 2-1, så man en markspiller gå helt tæt på keeperen i forbindelse med et målspark, få tippet bolden op i panden og stille og roligt heade den tilbage i hænderne på egen målmand. 

Det har man set for sidste gang.

- Der vil komme et skriv fra DBU i morgen eller onsdag, hvor vi vil gøre det klart, at finten med at tippe bolden op til en medspiller ikke er lovlig. Vi har været i kontakt med IFAB, som har bekræftet, at det ikke er lovligt at spille bolden tilbage til målmanden. Problemet har bare været, at superligarunden var i fuld gang allerede fredag, så vi har måtte vente indtil, at alle kampene i runden har været færdigspillet, siger den tidligere topdommer Claus Bo Larsen, der er medlem af DBU's dommerudvalg, til Sport Fyn.

Fjerde runde i Superligaen færdigspilles i aften, når Lyngby Boldklub tager imod AGF, og her må begge mandskaber godt benytte sig af den omtalte målsparksfinte.