Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: FC København - Lyngby BK

Lyngby Boldklubs genstridige oprykkere skal forsøge at tage en af de største skalpe i dansk fodbold.

Kampfakta:
Kampstart: Fredag klokken 18.00
Spillested: Telia Parken, København
Dommer: Sandi Putros
På TV: Canal 9
Hashtag: #fcklbk #sldk

Holdnyt:
FC København:
Efter tre udekampe ud af fire mulige i Superligaen er de danske mestre tilbage på eget græs, og præcis som i den seneste hjemmekamp mod AGF fløjtes der op i nationalarenaen en fredag aften.

FC Københavns Superliga-kampagne har indtil videre været fuldstændig pletfri, og Ståle Solbakkens mandskab står noteret for fire sejre i lige så mange kampe. Dermed er FCK også stukket af i toppen af tabellen, men løverne har FCM på slæb.

Der er rigtig mange kampe i FC Københavns kalender i øjeblikket, og der er ingen tvivl om, at der trækkes store veksler på truppen. Det har man imidlertid haft lang tid til at forberede sig på i hovedstaden, og det plejer ikke at være noget, der knækker FCK-mandskabet. Man kunne godt forestille sig, at Ståle Solbakken har en del udskiftninger i startopstillingen mod Lyngby. 

Tirsdag var løverne i aktion i Beograd, hvor det lykkedes holdet at hive et meget fint 1-1-resultat med hjem mod Røde Stjerne. Det giver FCK et godt udgangspunkt inden returkampen. 

FC Københavns skadesliste består fortsat af Robert Mudrazija, Nicolai Boilesen, Stephan Andersen og formentlig også Andreas Bjelland.

Lyngby BK:
De Kongeblå besejrede senest AGF på hjemmebane med 2-1, og dermed har oprykkerne formået at knække både AaB og AGF siden tilbagekomsten til Danmarks bedste fodboldrække. Det må siges at være ganske imponerende.

Cheftræner Christian Nielsen har formået at sætte et spændende hold sammen, og så har Frederik Gytkjær for alvor ramt formen og scoret vigtige mål. Hvis han bare kan blive ved med det, er der ingen ko på isen, men der er ingen tvivl om, at man i Lyngby også drømmer om at få Andre Riel og Emil Nielsen i gang.

Lyngby-truppen er en smule smal, og det har ikke gjort det bedre, at midtstopperen Lasse Nielsen ventes ude den kommende måneds tid. 

Lyngby har ikke vundet i Parken i 19 år.

Karantæner:
FC København: Ingen
Lyngby BK: Ingen

Bud på startopstillinger:
FC København (4-4-2): Grytebust - Bartolec, Papagiannopoulos, Nelsson, Bengtsson - Holse, Zeca, Falk, Fischer - Wind, Sotiriou

Lyngby BK (3-4-3): Mikkelsen - Enghardt, Geertsen, Winther - Fosgaard, Ørnskov, Christjansen, Da Silva - Riel, Gytkjær, Nielsen

Profilen:
For Lyngbys tidligere Brøndby-spillere vil det helt sikkert være noget særligt at møde FC København, og det gælder nok ikke mindst for Patrick Da Silva, der er en rigtig Brøndby-dreng. Venstrebacken, der har fået en fin start på sæsonen, har aldrig prøvet at vinde over FC København, hvor han selv har fået spilletid, og det vil han forsøge at lave om på i fredagens kamp. 

Vidste du, at..:
FC København og Lyngby Boldklub har begge skabt otte åbne målchancer i de første fire kampe, og det placerer de to klubber på en delt andenplads på listen. Kun FC Nordsjælland har med 10 åbne målchancer overgået dem. 

Dom:
Lyngby har bidt fra sig i denne sæson, men der venter næppe point i Telia Parken. Oprykkerne er svære at spille imod på hjemmebane, men straks mere spiselige på fremmed græs. Fredag risikerer Lyngby at blive ædt af løverne, men så galt går det nok ikke. FC København vinder 2-0 over Lyngby.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel: