Video : Tipsbladet
Europa League

Brøndby tabte til Braga efter to overtidsmål

Efter to sene mål sikrede Braga sig en sejr over Brøndby IF torsdag aften.

Brøndby IF tabte torsdag aften til Braga i kvalifikationen til Europa League, hvor det sluttede 2-4 efter en seværdig kamp på Brøndby Stadion. 

Efter få minutter var Brøndby tæt på at få en regulær drømmestart, da Kamil Wilczek flot lobbede bolden i mål. Polakken var dog akkurat offside, og målet blev derfor annulleret.

Det var imidlertid de blågule værter, der kom først på måltavlen. Efter 15 minutter leverede Dominik Kaiser nemlig et fantastisk mål, da han bragede bolden helt op i krydset fra kanten af feltet.

Men herefter gik det helt galt for Brøndby.

Umiddelbart efter Kaisers føringsmål udlignede Paulinho for Braga, da han headede et indlæg fra Andre Horta i kassen.

Og kort efter var Andre Horta igen involveret, da han bragte Braga foran efter et gevaldig forsvarskoks fra Brøndbys Josip Radosevic. Radosevic lagde næsten bolden til rette for Horta foran Brøndby-målet, hvor portugiseren sikkert sendte bolden i mål. 

Der stod også Braga på det meste efterfølgende, og flere gange så Brøndby-forsvaret usikkert ud. Det lykkedes dog ikke for portugiserne at udbygge føringen før pausen.

Efter pausen lagde Brøndby et hurtigt og markant pres på portugiserne, og det kastede også en scoring af sig. Igen var Dominik Kaiser således på pletten, da han med endnu en flot scoring bragte balance i regnskabet.

Med en elegant førsteberøring satte han to Braga-forsvarsspillere, før han med venstrebenet fik dirigeret bolden forbi Bragas keeper og i mål.

Brøndby var herefter det bedste hold, og de kom frem til et par chancer. Især Mikael Uhre havde en stor chance, men angriberens afslutning sejlede forbi mål. Også Kaiser var tæt på at score efter et velspillet angreb, men tyskerens forsøg blev reddet.

Brøndby fik dog ikke scoret, men det fik Braga til gengæld. I tillægstiden lykkedes det nemlig for Ricardo Horta at sende bolden i mål til 2-3 efter en forsvarsfejl af Paulus Arajuuri.

Det blev heller ikke det sidste mål, da Hjortur Hermannsson scorede et selvmål kort efter, og opgøret sluttede med en 4-2-sejr til Braga . I næste uge spilles det afgørende opgør i Portugal.