Video : Tipsbladet
Champions League

Manchester City-stjerne skal under kniven

Leroy Sané skal gennemgå en operation for den knæskade, han har pådraget sig.

Mens Manchester City fik en fin start på sæsonen med sejr i Community Shield over Liverpool, vil Leroy Sané højst sandsynligt ikke huske positivt tilbage på kampen.

Efter bare 13 minutter var Sané tvunget til at udgå med en knæskade, og nu meddeler Manchester City, at tyskeren snart skal opereres.

- Han har gennemgået flere tests i løbet af ugen med en specialist, så vi kunne se, hvor slemt det var. Leroy skal opereres i næste uge. Manchester City vil give Leroy al den støtte, han behøver, og alle ønsker ham en hurtig tilbagevenden, meddeler Manchester City i et statement.

Leroy Sané er heftigt blevet rygtet til Bayern München, som er på udkig efter nye kantspillere, men spørgsmålet er, om de vil købe en spiller, der kan være ude de næste måneder.