Video : Tipsbladet
Superliga

FCM-træner: Vi er meget skuffede over vores præstation

Det var ikke skuffelsen mod Rangers, der havde sat sig i FC Midtjylland-mandskabet, forsikrede træner Kenneth Andersen efter kampen mod Hobro.

Et tamt FC Midtjylland skuffede både på banen og resultattavlen, da midtjyderne og Hobro søndag spillede 1-1 i Herning.

En skuffelse for midtjyderne selv, der ikke leverede det, de skulle, lød det efterfølgende fra træner Kenneth Andersen.

- Vi er meget skuffede over vores egen præstation. Ros til Hobro. Jeg synes, de gør det godt, og de gør det svært for os. Så er det klart, at når vores egen præstation ikke er på et højere niveau, end den er, får man ikke mere end et point i Superligaen, sagde Kenneth Andersen efter kampen til Canal 9.

Han afviste, at den dårlige præstation kunne have noget at gøre med skuffelsen i Europa League-kvalifikationen, hvor FC Midtjylland tabte klart til Rangers FC over to opgør.

- Nej, det synes jeg ikke. Det er det, vi gerne vil arbejde for, så det er ingen undskyldning for os. Vi skulle have bragt meget mere i dag. Spillerne skal være dygtigere til at børste det af sig. Jeg havde ikke fornemmelsen af, at det var den skuffelse, der gjorde det, sagde Kenneth Andersen.