Video : Tipsbladet
Superliga

OB-chef om Barrett Laursen: Alle er til salg

Jesper Hansen vil ikke udelukke, at Jacob Barrett Laursen forlader OB allerede denne sommer.

Efter seks år i OB er Jacob Barrett Laursen med al sandsynlighed ved at være fortid i klubben.

Den 24-årige venstreback vil ikke forlænge sin kontrakt med fynboerne, som udløber næste sommer. Det meddelte han klubben for en uge siden, fortæller sportschef Jesper Hansen.

- Vi har forsøgt at lave en ny aftale med Jacob, men han har fortalt os, at han ønsker at prøve noget nyt, siger Hansen til TV3 Sport og uddyber: 

- Der har været et langt forløb med mange positive tilkendegivelser, men for en uge siden meddelte han, at han vil prøve noget nyt.

Sportschefen åbner desuden op for, at wingbacken kan blive solgt allerede inden kontraktudløb.

- Det er jo sådan, at vores spillere er til salg, så alle kan blive solgt. Men vi har hentet en ny venstreback, hvor vi kun har haft Jacob og Oliver Lund som en slags multispiller, og han har heldigvis gjort det rigtig godt.

- Vi har haft en dialog med Jacobs agent, men der har ikke været nogle tilbud på ham.

OB lejede Barrett Laursen i Juventus i sommeren 2013 og hentede ham på en permanent aftale året efter.