Video : Tipsbladet
Premier League

Spurs-boss savner afklaring på Eriksens fremtid: Ikke den bedste situation

Det er endnu uvist, hvad fremtiden byder på for Christian Eriksen, der har et år tilbage af sin kontrakt med Tottenham. Processen lader til at være trukket i langdrag, og nu fortæller Mauricio Pochettino, at situationen ikke er optimal længere.

Da Tottenham tilbage i juni tabte Champions League-finalen til Liverpool, var den danske midtbanespiller meget klar i mælet om fremtiden. Umiddelbart efter kampen fastslog han nemlig, at han ønskede en ny udfordring. 

Derfor gik man ind til sommerens transfervindue med en forventning om, at den 27-årige midtbanespiller ville blive solgt, men en uge før lukketid er der endnu ikke fundet en ny klub eller underskrevet en ny kontrakt. 

Premier League-sæsonen er startet, og i den første kamp så Eriksen med fra bænken, inden han blev skiftet ind og gjorde en betydelig forskel for Spurs-mandskabet, der vandt kampen over Aston Villa med 3-1. Herefter startede Eriksen inde i kampen mod Manchester City, der endte 2-2. 

Men selvom det efterhånden står ganske klart, at Eriksen bør starte for Tottenham, så er den uklare kontraktsituation ikke længere optimal. Det fortæller cheftræneren i Spurs, Maurico Pochettino. 

- Det er ikke den bedste situation for ham eller for nogen. Det er ikke som klubben eller spilleren forventede, at det skulle være. Det er ikke muligt at pege på problemet. Man forsøger at minimalisere problemet og behandle situationen. Der er tale om en vigtig spiller, som er nødt til at hjælpe holdet med hans præstationer, siger han ifølge The Guardian. 

Tottenham spiller igen søndag, hvor de tager imod Newcastle på hjemmebane. Kampen fløjtes i gang klokken 17:30.