Video : Tipsbladet
Landshold

Jon Dahl træt af transfervinduet: Det bør lukke tidligere

Danmarks assisterende landstræner Jon Dahl Tomasson er træt af, at transfervinduet er åbent så lang tid.

Om en uge lukker transfervinduet langt de fleste steder i Europa, og dermed kan de mange klubskifter, spekulationer og rygter forstumme efter flere måneder med en transfermølle i fuld sving. 

Mange fodboldfans nyder at følge med i transfervinduets mange dramaer, men det kan også blive lidt for spændende. Det mener i hvert fald assisterende landstræner Jon Dahl Tomasson, der fastslår, at deadline bør rykkes frem, som man allerede har set det i England.

- Jeg synes, det kunne være en rigtig, rigtig god idé. Lad det lukke i starten af august, så har klubberne haft to måneder til at finde nye spillere, og det må da være nok. Få en god forberedelse i stedet for at hente spillere ind fra højre og venstre, og nogle steder har turneringen jo faktisk været i gang i lang tid, når vinduet lukker – blandt andre i Danmark, siger Jon Dahl Tomasson.

Mandag blev det danske A-landshold udtaget med henblik på de kommende EM-kvalifiaktionskampe mod Gibraltar og Georigen, og efter planen skal spillerne møde ind i landsholdslejren 2. september - på selve transferdeadlinedag.

Flere spillere på landsholdet har en uvis fremtid, og Jon Dahl Tomasson vil ikke afvise, at der kan udstedes fridage til enkelte spillere næste mandag.

- Vi må altid være fleksible, hvis det skulle ske. Det er vi nødt til at være. Det var vi også med Delaney før VM. Vi tager hensyn til drengene, for det er klart, at de skal have fremtiden på plads, siger Tomasson.

Den danske landsholdsspiller, som flest øjne nok hviler på her med en uge tilbage af transfervinduet, er Christian Eriksen. Spiller han også i Tottenham den 3. september, eller venter der den danske stjerne et kæmpeskifte i ugens løb?

Det er selvfølgelig også et tema i landsholdslejren.

- Christian er en fyr, der er så meget i balance, så lige meget hvad der kommer til at ske i den henseende, er det ikke noget, vi skal bekymre os for, fordi han er en dygtig spiller, og han har hovedet med, lyder det fra den assisterende landstræner.

Sandsynligvis på grund af den uafklarede fremtid har Christian Eriksen ikke spillet ret meget for Tottenham i de første tre Premier League-kampe. I Sevilla har Simon Kjær slet ikke spillet, og det samme gør sig gældende med Thomas Delaney i Borussia Dortmund.

Tre spillere, der må siges at være et omdrejningspunkt på det danske landshold.

- I fodboldens verden kan jeg ikke blive overrasket over noget. Jeg er overhovedet ikke bekymret. Vi taler om tre drenge, der ved, hvad fodbold er og har været i gamet i mange år. De ved, når de skal sige fra, og de ved, når de skal levere, lyder det fra en rolig Jon Dahl Tomasson.