Video : Tipsbladet
Ligue 1

Officielt: Monaco lejer RB Leipzig-angriber

Jean-Kevin Augustin rykker fra RB Leipzig til AS Monaco.

Yussuf Poulsen har fået en konkurrent mindre til angrebspladserne i RB Leipzig.

Den 22-årige franskmand Jean-Kevin Augustin har forladt den tyske klub til fordel for AS Monaco i hjemlandet. Det bekræfter både AS Monaco og RB Leipzig.

I første omgang er der tale om en etårig lejeaftale, men franskmændene har en købsoption i handlen, skriver begge klubber på deres hjemmeside.

Jean-Kevin Augustin, der tidligere har spillet for Paris Saint-Germain, ser frem til at vende tilbage til Ligue 1.

- Jeg er meget glad for at være kommet til AS Monaco, som har et ambitiøst projekt. Efter to sæsoner i Bundesliga ser jeg frem til en ny start i mit hjemland og i en liga, som jeg kender godt. Dette er en ny udfordring, som jeg er spændt på. Jeg vil virkelig vise, hvad jeg kan bidrage med og hjælpe klubben med at nå deres mål, siger han ifølge AS Monacos hjemmeside.

Jean-Kevin Augustin nåede at score 20 mål på 67 kampe for RB Leipzig.