Video : Tipsbladet
1. division

Fiasko: FC Fredericia ophæver med Sonni Nattestad

FC Fredericia har ophævet kontrakten med Sonni Nattestad.

Sonni Nattestad er færdig i FC Fredericia. Han nåede kun otte optrædener i den røde trøje.

Det tidligere FC Midtjylland-talent blev hentet til FC Fredericia i januar, og han nåede at spille et par kampe i foråret, mens han har været hele ude i kulden i denne sæson, hvor det ikke er blevet til et eneste minut.

Nu oplyser FC Fredericia på klubbens hjemmeside, at Sonni Nattestads kontrakt er blevet ophævet.

- Jeg har ikke været naiv med Sonni, for jeg vidste 100 procent, hvad vi fik i forhold til hans personlighed, og det kunne vi som klub godt håndtere. Men det, der kom bag på mig, var skaderne og fysikken. Jeg troede, at en 24-årig spiller godt kunne gøres klar på et halvt år, men der tog jeg fejl, siger cheftræner Jonas Dal til Fredericia Dagblad og tilføjer:

- Jeg tager den 100 procent på min kappe.

Foruden FC Midtjylland og FC Fredericia kan Sonni Nattestad også skrive AC Horsens og Vejle Boldklub på CV'et over danske klubber.