Video : Tipsbladet
Champions League

Real Madrid-præsident: Succes var skyld i dårlig sæson

Real Madrids succes i de senere år var skyld i deres skuffende 2018/19-sæson, mener klubpræsidenten.

Sidste sæson var ikke en gedigen skuffelse for Real Madrid.

Den spanske storklub sluttede som nummer tre i den spanske liga, og det blev også til et skuffende exit i Champions League, hvor de tabte til Ajax allerede i ottendedelsfinalerne. Samtidig blev det til to trænerfyringer i løbet af sæsonen.

Før sidste sæson havde Real Madrid ellers domineret Champions League, og de havde vundet turneringen tre sæsoner i træk. Og netop den succes var en af grundene til spaniernes skuffende sæson.

Det mener Florentino Perez, der er præsident i Real Madrid.

- Vores succes fik os til at miste vores intensitet, forklarer Perez ifølge Marca. 

- Vi er nødt til at genfinde den intensitet. Disse spillere og denne træner gjorde os til mestre, og de vil gøre det igen. Sidste sæson var ikke god, og vi er nødt til at reflektere over kritikken.

Denne sommer har Real Madrid investeret stort i truppen, hvor de blandt andet har hentet Eden Hazard, Ferland Mendy, Luka Jovic og Eder Militao.