Video : Tipsbladet
Superliga

Hobro håber på Bendtner-besøg: Folk i lokalsamfundet snakker om ham

Sportschefen i Hobro, Jens Hammer Sørensen, oplever en kæmpe interesse for søndagens hjemmekamp imod FC København. Og det er særligt, fordi en vis Nicklas Bendtner muligvis kan komme i spil i kampen.

Denne weekend vender 3F Superligaen tilbage efter landsholdspausen, og der er sket meget siden sidste runde. 

Blandt andet er Nicklas Bendtner skiftet til FC København, hvor han har fået en kort kontrakt frem til årsskiftet. I den korte periode skal han bevise sit værd, og den første officielle mulighed kommer måske allerede på søndag, hvor de danske mestre gæster Hobro i Nordjylland. 

Og bare faktummet om, at den 31-årige angriber måske er med i truppen til kampen kan mærkes i den nordjyske by. Det fortæller Hobros sportschef Jens Hammer Sørensen til DR Sporten

- Folk i lokalsamfundet går rundt og snakker om ham. Og der er mange, der har været forbi for at hente deres gratis billetter. Det skyldes selvfølgelig, at en storklub som FCK kommer forbi, og interessen er blevet endnu større, nu hvor Bendtner måske kommer. Nu må vi se, om han bliver udtaget. For det kunne da være sjovt at være den første Superligaklub, der viser Bendtner frem for publikum på et stadion i Danmark, siger han. 

Yderligere fortæller han, at han aldrig har oplevet så meget interesse fra mediernes side, som til den kommende kamp mod FCK. Igen på grund af Nicklas Bendtners mulige optræden i kampen. 

Kampen mellem Hobro IK og FC København fløjtes i gang klokken 16.00 på søndag.