Video : Tipsbladet
Superliga

Offensivt talent forlænger med FC Midtjylland

FC Midtjylland har netop offentliggjort, at klubben er blevet enige med Mikael Andersson om at forlænge midtbanespillerens kontrakt, så aftalen nu løber frem til sommeren 2024.

Den islandske U21-landsholdsspiller er blevet enig med FC Midtjylland om at forlænge kontrakten frem til sommeren 2024. Det bekræftes på klubbens hjemmeside. 

Mikael Anderson, der primært gør sig til på den offensive midt, har i denne sæson grebet chancen på FC Midtjyllands Superliga-hold efter nogle år på leje i Vendsyssel FF og hollandske Excelsior. Og det bliver altså nu belønnet med en ny, lang kontrakt. 

Selv er hovedpersonen glad for, at der nu er styr på fremtiden. 

- Kontraktforlængelsen giver en dejlig ro men også masser af motivation. Det fortæller mig, at klubben tror på mig langsigtet, hvilket motiverer mig yderligere til at slå 100 procent igennem i FC Midtjylland. Jeg er sindssyg glad og stolt over min kontraktforlængelse, siger han ifølge klubbens hjemmeside. 

- Jeg er med sikkerhed vendt stærkere tilbage efter mine udlejninger, og nu ser jeg frem til at fortsætte den positive udvikling. Jeg ønsker at betale tilbage på den tillid, klubben viser mig, og det skal ske med stabile og stærke præstationer, siger han. 

Den 21-årige islænding står noteret for syv Superliga-kampe og en enkelt scoring i denne sæson.