Video : Tipsbladet
Superliga

OB missede FCM-spiller i transfervinduet

OB arbejdede i slutningen af sommerens transfervindue på at få forstærket forsvaret, og her var FC Midtjyllands Manjrekar James en mulighed.

I fodbold kan man hurtigt komme til at være for mange om enkelte positioner, hvis træneren vælger at skifte formation. Det har man gjort i FC Midtjylland med Brian Priskes forfremmelse til cheftræner. 

Derfor spiller man ikke længere med en forsvarskæde med tre centrale forsvarsspillere, men i stedet med blot to. Det betød, at midtjyderne begyndte at arbejde på at få sendt Søren Reese eller Manjrekar James videre på lejeaftaler. 

Ingen af dem kom dog videre, men nu kan Ekstra Bladet fortælle i avisen, at OB havde snøren ude efter den canadiske forsvarsspiller, men det endte altså med, at det ikke blev til nogen aftale mellem parterne.

Det forlyder i den forbindelsen, at årsagen var, at FC Midtjylland ikke var klar til at lave en frikøbsklausul ind i lejeaftalen, og så blev James i det midtjyske. 

Foruden FCM-spilleren var OB også ude efter Östersunds stopper Tom Pettersson, skriver avisen, som påpeger, at han har kontraktudløb til vinter, hvor han altså kan blive aktuel igen for fynboerne.

I stedet lykkedes det dog for OB at få hentet Alexander Juel Andersen fra Vendsyssel ind på en lejeaftale til det defensive.