Juventus-træner fraskriver sig CL-chance: De engelske hold er favoritter
Foto: Getty Images
Champions League

Juventus-træner fraskriver sig CL-chance: De engelske hold er favoritter

Maurizio Sarri nedtoner Juventus’ fokus på Champions League og spiller favoritværdigheden over til Premier League-mandskaberne.

De har cruiset afsted i den hjemlige Serie A med otte mesterskaber på stribe, men Champions League-trofæet har de haft sværere ved at få fingrene i hos Juventus, trods to finaler i løbet af de seneste år.

I de seneste sæsoner har klubben ikke været bleg for råbe Champions League op som et stort mål, men nu får piben en anderledes lyd fra den nye træner Maurizio Sarri.

- Det eneste mål, jeg sætter for mig selv, er at komme videre fra gruppen, derefter må vi se. Vi må lade være med at bekymre os, når vi går på banen. Champions League må ikke blive en besættelse, siger Sarri på et pressemøde forud for tirsdagens Champions League-kamp ifølge football-italia.net.

Sarri hælder mod, at Premier League hiver titlen hjem for andet år i træk.

- Lige nu er det meget svært for italienske hold at være favoritter i Champions League. For mig at se er de engelske hold favoritter.

Juventus møder tirsdag Bayer Leverkusen hjemme i Torino. Italienerne fik 2-2 på udebane i første runde mod Atletico Madrid, men efter at have været foran 2-0.