Video : Tipsbladet
Superliga

Niels Frederiksen i taktisk triumf: Vil i særdeleshed gerne slå FCK

Brøndby-træner Niels Frederiksen jubler over sin hidtil største triumf som cheftræner for de blå-gule og karrierens første sejr over Ståle Solbakken.

Brøndby IF stillede for første gang i denne sæson op i en 3-5-2-formation, og det gav pote i søndagens derby mod FC København. På måltavlen stod der 3-1 til hjemmeholdet efter de 90 minutter, og dermed kunne cheftræner Niels Frederiksen notere sig for sin hidtil største triumf i spidsen for Brøndby.

Sejren faldt på et tørt sted i den forstand, at Brøndby havde tabt tre af de seneste fire kampe i Superligaen.

- Det var en vigtig sejr for os, det er der ingen tvivl om. Vi har ikke været tilfredse med præstationen og resultaterne i de seneste kampe, så vi var tvunget til at slå tilbage med en sejr i dag, hvis vi ville hænge på i toppen af tabellen, så det var vigtigt. Og så er det jo altid fantastisk at slå FCK – dem vil vi særdeleshed gerne slå, siger Niels Frederiksen.

Brøndby-træneren blåstempler langt hed ad vejen 3-5-2-formationens ilddåb.

Læs også:Bedst og værst: FC København blæst ud af Brøndby Stadion

- De tre stoppere spiller stærkt. Vi afgiver ikke mange chancer til FC København, som vi gjorde mod Esbjerg og SønderjyskE. FCK scorede ikke i dag, vi lavede et selvmål. Vi er ganske godt tilfredse på den defensive side, og så er der ting, der skal arbejdes med, når vi har bolden, siger Frederiksen og tilføjer:

- Man skal være fleksibel, og det vigtigste for mig er ikke systemet, men måden, man spiller på. Nu har vi prøvet at spille 4-4-2, 4-3-3 og 3-5-2. Det giver en dejlig fleksibilitet for mig som træner, at spillerne kan det hele.

Det er første gang i din trænerkarriere, at du besejrer Ståle Solbakken. Er det ikke et meget rart flueben at kunne sætte?

- Jo, for fanden. Det var rigtig, rigtig dejligt. Jeg har spillet uafgjort mod ham en enkelt gang, men aldrig slået ham før, så det var da en dejlig oplevelse, lyder det fra Niels Frederiksen.

Læs også:Dobbelte målscorer Wilczek: Vi viste hvilken retning, vi skal gå

Lunten kan af og til være kort i Brøndby IF, og Niels Frederiksen har godt kunnet mærke, at de seneste par uger ikke har været gode for de blå-gule. Han har dog ikke følt et decideret pres på sin person.

- Nej, det har jeg ikke. Der er altid pres på, når man er træner i Brøndby og især, når resultaterne ikke er med dig. Men jeg er ikke ansat til at vurdere presset på mig, fastslår den triumferende Brøndby-træner.

Nu venter to ugers landskampspause, inden Brøndby IF gæster oprykkerne fra Lyngby Boldklub. 

Læs også:Fischer i hård kritik: For mange, der ikke fornemmer, det er derby

Læs også:Brøndbys skarpe angrebsduo afgør arvefjendeopgør

Læs også:Video: Se Brøndbys store tifo mod FCK