Video : Tipsbladet
Europa League

Solskjær vil se flere forbedringer trods svær udesejr i Serbien

Det lykkedes Manchester United at vinde på en svær udebane mod Partizan Beograd, men manager Ole Gunnar Solskjær var ikke ubetinget tilfreds

I en mildest talt svingende sæson var Manchester United ikke desto mindre favoritter, da de var på besøg hos Partizan Beograd i Europa League torsdag aften. Her skabte de ellevilde serbiske fans en heksekedel, men på et straffespark sat ind af Anthony Martial i slutningen af første halvleg lykkedes det alligevel de engelske gæster at tage de tre point.

Det gav selvsagt smil på læben hos Manchester United-manager Ole Gunnar Solskjær, men han så alligevel plads til forbedring, særligt med forsvarsspillet fra de forreste spillere på holdet. Det udtaler han til klubbens egen hjemmeside.

- I anden halvleg synes jeg, vi gjorde det godt defensivt, og vi forsvarede os godt i feltet. De gjorde det godt i anden halvleg og tvang os til at forsvare dybt. Jeg er ikke tilfreds med forsvarsspillet i front - jeg synes ellers, det har været en af vores forcer i denne sæson, men det var ikke-eksisterende i anden halvleg, og det skal vi løse.

Nu ser den norske manager frem til om to uger, hvor de to hold tørner sammen igen, denne gang på Old Trafford. I den forbindelse påpeger Solskjær endnu et element i spillet, som kræver forbedring - og endnu engang handler det om de forreste kæder på Manchester United-holdet.

- Når vi tager imod dem om to uger, vil vi selvfølgelig gøre alt for at vinde den. Så ved vi, vi er videre før de sidste to kampe. Det er en god position at være i. Vi har ikke indkasseret et mål, så defensivt har vi gjort det rigtig godt. Men vi er nødt til at score flere mål, lyder analysen.

Med syv point efter tre kampe ligger Manchester United ganske rigtig også lunt i svinget til at avancere fra gruppespillet. Her har de som Solskjær påpeger endnu ikke lukket mål ind, med de har omvendt også kun scoret to mål på tre kampe.

Manchester United har med syv point for tre kampe to point ned til hollandske AZ Alkmaar på andenpladsen og tre point ned til Partizan Beograd på tredjepladsen i Europa Leagues Gruppe L.