Video : Tipsbladet
Bundesliga

Robert Skov nyder fodbolden i Tyskland: Vigtige erfaringer for mig

Den danske landsholdsspiller har haft et fantastisk 2019.

Han blev dansk mester med FC København, topscorer i Superligaen med 29 mål - flest nogensinde i en sæson - og så brugte han sommeren på at skifte FC København ud med TSG Hoffenheim. Som om det ikke var nok fik Robert Skov også landsholdsdebut, og han har allerede scoret sine første tre mål i den rød-hvide trøje, ligesom han har scoret sit første mål for den tyske klub - ikke overraskende direkte på frispark.

Jo, man forstår, hvis Robert Skov ser tilbage på et godt 2019, hvor han også har skullet vænne sig til en ny position på banen. Danskeren er blevet venstre wing back i Hoffenheim-systemet, men han har ikke klaget over positionsskiftet. I stedet har han bevaret optimismen og glædet sig over at være på banen i en god liga som Bundesligaen.

Læs også:Hoffenheim snublede i slutminutterne – RB Leipzig slog oprykkere

Danskeren fortæller i et interview med Hoffenheims hjemmeside, hvordan han ser på starten i Tyskland.

- Jeg har det rigtig godt i klubben. I Bundesligaen spiller jeg på højeste niveau, og det er vigtige erfaringer for mig. I Hoffenheim har jeg lært meget på kort tid, og nu spiller jeg på venstrekanten i stedet for højre wing. Der er stadig mange nye ting, men jeg er rigtig glad for at være hos TSG. Spillerne og de ansatte er meget rare - TSG er en super klub, siger Robert Skov.

Læs også:Landsholdsåret 2019 er forbi: Så mange fik debut under Åge Hareide

Efter fem ligasejre i træk har de sidste par kampe kun kastet et enkelt point af sig, og derfor skal Hoffenheim nu tilbage på sporet, mener den 23-årige dansker, der ud over FCK har en fortid i Silkeborg IF.

- Vi er ikke tilfredse med de sidste par kampe. Men i omklædningsrummet og klubben er stemningen god. Træningerne er fokuserede, og vi er på rette vej. Vi er stadig et nyt hold, og starten var god, men vi vil have mere - spille gode kampe og få point. Det har vi ikke været i stand til i de sidste to kampe, og det er vi ikke tilfredse med, siger Robert Skov.

Aktuelt ligger Robert Skov og Hoffenheim nummer otte i Bundesligaen.

Læs også:DBU giver forkerte startopstillinger med vilje: Vi vil skabe mystik

Læs også:Robert Skov om backrolle: Jeg er ikke kræsen eller for fin

Læs også:Ensom Skov er alene i Hoffenheim: Det har været svært