Video : Tipsbladet
Superliga

16. december: Får han et par stifter, laver Niels en eminent Lars Søndergaard

Bag dagens låge i tipsbladet.dk's julekalender gemmer sig SønderjyskE og historien om en mand med hue og en fremragende Lars Søndergaard-parodi på repertoiret.

Julen nærmer sig med hastige skridt, og samtidig er et årti ved at gå på hæld.

Det har tipsbladet.dk valgt at markere i form af et historisk tilbageblik på de seneste 10 år og de klubber, der har været i Superligaen - fortalt med udgangspunkt i en spiller, der har sat et stort aftryk i perioden. Det behøver ikke være den bedste spiller, det største salgsobjekt eller driblekongen. Det kan også være en spiller, der forandrede historiens gang eller klubbens kultur.

Til at hjælpe har vi allieret os med en person, som har et indgående kendskab til klubben.

16. december byder på et blik på SønderjyskE i samarbejde med klubbens sportschef Hans Jørgen Haysen.

Hans Jørgen Haysen har peget på Niels Lodberg.

Hans Jørgen Haysen og Niels Lodbergs veje har krydset nogle gange i årenes løb. De har været modstandere på banen og uden for banen, men for det meste har de været kollegaer i SønderjyskE, hvor Lodberg både har været spiller og assisterende træner. Aktuelt er han sidstnævnte. 

39-årige Niels Lodberg har spillet cirka dobbelt så mange kampe for AC Horsens, som han har for SønderjyskE, og han har også været spillende assistenttræner i ACH, men den tid, han har tilbragt i Haderslev, har sikret ham en helt særlig plads i historiebøgerne.

Det mener Hans Jørgen Haysen.

- Han var én af de første, jeg skulle genforhandle, efter jeg var blevet sportschef, så han blev min ilddåb i den forbindelse, og jeg tror, at Niels er den, jeg i årenes løb har forhandlet med flest gange. Vi har siddet over for hinanden i mødelokalet mange gange, fortæller SønderjyskE's sportschef og tilføjer:

- Det har ikke altid været nemt at nå til enighed. Han har altid haft mange gode grunde til, at han skulle alt muligt, men det er jo lykkedes i sidste ende hver gang.

Har du overvejet at få skrevet ind i kontrakten, at Niels ikke må have hue på om sommeren?

- Nej, det har jeg ikke. Han siger, han har det bedst med hue på, og hvis det gør, at vi vinder nogle kampe, må han for min skyld iføre sig tre. 

Hans Jørgen Haysen stiftede første gang bekendtskab med Niels Lodberg, da de begge var aktive på banen. Lodberg sluttede sin karriere som forsvarsgeneral, men han startede den faktisk som angriber og scorede pænt med mål for AC Horsens, da klubben var i den næstbedste række. 

- Jeg spillede mod ham, da han var angriber, og jeg kan huske, han var mega snu og irriterende at spille overfor. Han havde hovedet skruet godt på, og det var også én af grundene til, at han senere blev en dygtig forsvarsspiller. Han kunne tilpasse sig en ny rolle, fordi han har en fremragende fodboldindsigt, fortæller Haysen.

Denne fodboldindsigt gjorde, at SønderjyskE-chefen også så en potentielt god træner i Niels Lodberg.

- Han var en leder på banen, og det måtte han kunne føre videre uden for kridtstregerne, tænkte jeg. Desuden har Niels nogle menneskelige kvaliteter, som jeg synes kendetegner en dygtig træner. Han er altid 100 procent ærlig, og han er dedikeret i sit arbejde. Han er vellidt, men man skal ikke være i tvivl om, at Niels godt kan sige fra og sætte én på plads, hvis det er det, der skal til.

Lige nu står Niels Lodberg bag Glen Riddersholm i SønderjyskE, men Hans Jørgen Haysen er sikker på, at Lodberg en dag kan tage skridtet som cheftræner.

- Niels er ikke typen, der tænker otte år ud i fremtiden, men nu starter han på sin P-træneruddannelse til januar, og det giver selvfølgelig nogle muligheder – blandt andet at blive Superliga-træner. Det er jeg da sikker på, at Niels også har haft med i tankerne, og jeg tror da også, han har, hvad der skal til for at blive cheftræner i fremtiden. Om det bliver i SønderjyskE eller en anden klub, må tiden vise, siger Haysen og fastslår, at Niels Lodberg er en meget værdsat mand i Haderslev.

- Han har været med på rejsen i mange år og er en kulturbærer i klubben. Der er mange, der spørger mig, hvad det er for værdier, der kendetegner SønderjyskE, og så kan jeg jo i virkeligheden bare pege på Niels. Han er garant for hårdt arbejde og ydmyghed, og det er nogle af de ting, vi gerne vil stå for.

Han er SønderjyskE's Andreas Bo
Det er ikke kun ude på træningsbanen, at Niels Lodberg er en værdsat person i SønderjyskE. Når den gode stemning rammer anlægget i Haderslev, kan man være sikker på, at Niels Lodberg nok skal indfinde sig.

Og så har han tilmed et helt særligt talent til stor morskab for kollegaerne.

- Niels kan godt lide at hygge sig, og han er en god mand at have med, når vi slår os sammen i en hyggelig stund. Når Niels måske ligefrem har fået et par stifter (øl, red.) indenbords, kan man være sikker på, at han nok skal få lavet en parodi eller to, og jeg må sige, han er fremragende. Hvis Niels laver fem parodier, kan du gætte alle fem bagefter. Han er SønderjyskE's Andreas Bo, lyder det fra Hans Jørgen Haysen.

Har du en favorit blandt de mange parodier?

- Han laver en rigtig god Lars Søndergaard.

Niels Lodberg var aktiv som spiller i SønderjyskE fra 2012 til 2015, mens han har været assisterende træner siden sommeren 2017.