Video : Tipsbladet
Serie A

Serie A-klub vil give 185 millioner for tidligere FC Nordsjælland-profil

Napoli ser ud til at være klar til at sende en stor pose penge til Celta for at få fingrene i Stanislav Lobotka.

Den forhenværende FC Nordsjælland-midtbanespiller Stanislav Lobotka har i flere omgange været rygtet væk fra spanske Celta Vigo. Her har det særligt været Napoli, som har været på banen, men det er aldrig blevet til et skifte.

Tidligere skulle det have været på baggrund af klubbens tidligere anfører Marek Hamsiks anbefalinger, men selv efter hans skifte væk fra klubben er de stadig interesserede, forlyder det.

Det skriver både Corriere dello Sport og Corriere deel Mezzogiorno, som begge mener at vide, at der er et tilbud på bordet til omkring 185 millioner kroner.

Senest har Napoli-direktør Cristiano Giuntoli slået fast, at klubben mangler en ny midtbanespiller efter ansættelsen af Gennaro Gattuso, som spiller med en 4-3-3-formation. Her skulle Arsenals Lucas Torreira være plan A, mens Lobotka er et billigere alternativ.

FC Nordsjælland solgte Lobotka tilbage i sommeren 2017 for omkring 40 millioner kroner, menes det, og siden er prisen på ham kun gået op.

I sommer var West Ham angiveligt også på banen efter slovakken, som altså stadig er holdkammerat med danske Pione Sisto i Celta.