Video : Tipsbladet
1. division

Superliga-bejler handler i januar: Vi vil meget gerne have to-fire spillere ind

Vendsyssel FF har taget afsked med en håndfuld spillere, men vil også have nogle ind den anden vej. Cheftræner Johnny Mølby efterlyser to-fire, som kan kæmpe om en plads i startopstillingen.

Vendsyssel FF fik en skrækkelig start på sæsonen og lå længe i bunden af 1. division. Siden er det blevet bedre, men holdet er stadig langt fra at indfri ambitionen om at rykke op i Superligaen igen. Aktuelt er der 13 point op til Vejle Boldklub på den eneste oprykningsplads.

Cheftræneren håber på forstærkninger i januars transfervindue. Selv om klubben allerede har taget afsked med fem spillere, fordi den kun har 15 kampe i foråret, satser Johnny Mølby på at få nye folk ind.

Læs også:Abou Ali fortsætter i Vendsyssel i foråret

- Vi vil meget gerne have to-fire spillere ind, som for alvor kan gå ind og presse sig på i forhold til startopstillingen. Vi har haft en god stamme, og når alle er klar, har vi også spillet rigtig gode kampe. Men når der har manglet spillere fra stammen, så har vi fået problemer, siger Mølby til Nordjyske.

Vendsyssel FF sagde i sidste uge farvel til Allan Høvenhoff, Solomon Sarfo Taylor og Jeroen van der Lely, mens Mikkel Frankoch forlod klubben kort før jul, og Rasmus Vinderslev vender tilbage til SønderjyskE, efter hans lejeaftale ophørte.

Læs også:Vendsyssel FF: OB og Alexander Juel Andersen kan ikke blive enige

I begyndelsen af december fik angriberen Sebastian Czajkowski desuden ophævet sin kontrakt.

Ind kommer den tidligere anfører Alexander Juel Andersen, der har været udlejet til OB i efteråret, men som ikke har fået en ny aftale med fynboerne i stand. Derudover forlængede Vendsyssel i går lejeaftalen med AaB's Wessam Abou Ali.

Læs også:Vendsyssel vinker farvel til tre mand

Læs også:Vendsyssel FF ophæver med midtbanespiller

Læs også:Overblik: Superligaens vintertransfers 2020